Ashipti - ghana

Hvem er vi?
Ashipti er en del af IMCC’s grønne grupper med base i Aarhus. Vi er en frivilliggruppe af engagerede studerende – primært fra medicin og folkesundhedsvidenskab – som arbejder med global sundhed og forebyggelse af livsstilssygdomme blandt skolebørn i Ghana. I tæt samarbejde med vores partnerorganisation i Ghana udvikler og driver vi projektet gennem både lokale møder i Aarhus og online samarbejde på tværs af landegrænser.

Vi er en mindre projektgruppe med omkring 8–12 frivillige, hvilket giver mulighed for stor indflydelse på projektet, tæt samarbejde og et stærkt socialt fællesskab.

Hvad laver vi?
Ashipti driver et partnerskabsprojekt i Accra, Ghanas hovedstad, med fokus på forebyggelse af livsstilssygdomme blandt børn og unge. Projektet arbejder med undervisning, fysisk aktivitet, sund kost og oplysningskampagner for at styrke sunde vaner og øge viden om sundhed. Samtidig inddrages lærere, forældre og lokalsamfund for at skabe langsigtede og bæredygtige forandringer.

Aktiviteterne udføres primært lokalt af vores partnerorganisation i Ghana, mens projektgruppen i Danmark arbejder med projektstyring, koordinering og monitorering. Vi mødes mindst én gang om måneden for at planlægge aktiviteter, fordele opgaver og udvikle projektet sammen.

Hvordan kan du være med?
Som frivillig i Ashipti får du mulighed for at engagere dig i alt fra projektudvikling og kommunikation til planlægning og koordinering. Du får erfaring med internationalt samarbejde, projektledelse, sundhedsfremme og bæredygtige partnerskaber – samtidig med, at du bliver en del af et engageret og socialt fællesskab.

Derudover har du mulighed for at deltage i kurser, workshops og projektbesøg i Ghana, og vi prioriterer også sociale arrangementer som fællesspisning, julefrokoster og hyggeaftenener.

Hvad handler vores projekt om, og hvem er vores partner?
I marts 2026 igangsatte vi projektet “Prevention of NCDs among school kids in urban Ghana” sammen med vores partnerorganisation HFFG. Projektet løber over tre år og involverer 640 børn i alderen 10–15 år fra to skoler i Accra. Formålet er at forebygge livsstilssygdomme gennem undervisning og aktiviteter med fokus på sund kost og fysisk aktivitet.

Projektet tager udgangspunkt i den stigende forekomst af livsstilssygdomme blandt unge i Ghana og bygger videre på et tidligere pilotprojekt fra 2023–2024 med samme fokusområde. Sammen med HFFG udvikler og evaluerer vi løbende projektet for at sikre en relevant og bæredygtig indsats.

Kontakt
Følg vores arbejde eller kontakt os her:

Instagram: @ashipti
Facebook: IMCC Ashipti
Mail: ashiptidenmark@gmail.com
X: @AshiptiI57036

Gruppe af personer står sammen i et klasseværelse med undervisningsmaterialer på et bord foran dem.
Mennesker i møde i et konferencelokale med en kvinde i en gul og rød kjole, der taler til gruppen.